Frederiksgården er udformet som et stort, moderne etagebyggeri fra slutningen af 1950’erne, opført i beton som tre sammenhængende boligblokke, der bindes sammen af en lavere servicebygning med de kollektive funktioner. Byggeriet blev projekteret af arkitekt og ingeniørfirmaet Ove Christensen & Søn, Fredericia og taget i brug i 1959.
Overordnet struktur og volumen
- Bebyggelsen består af tre beboelsesblokke (blok A, B og C), hvor blok A via en én-etages mellembygning forbindes med de øvrige og rummer fælles funktioner som storkøkken, spisesal og servicearealer.
- Byggeriet rummer i alt omkring 305 lejligheder, primært små boliger på ét til halvandet værelse, suppleret af kælderarealer og garageanlæg, hvilket giver et samlet beboelsesareal på godt 17.000 m².
Facader, materialer og altaner
- Facaderne er udført som betonfacader med et klart, rationelt etageopdelt udtryk, typisk for perioden, og senere efterisoleret på gavle og udvalgte flader for at forbedre energistandarden.
- Langs facaderne ligger gennemgående altanbånd, hvor brystningerne under vinduerne varierer mellem lette og tunge (beton) partier.
- Store vinduespartier i trappeopgangene mod haven skaber både masser af lys og udsigt til ejendommens flot anlagte parkanlæg.
Planløsning og adgang
- Etageadskillelserne er udført i betonelementer med trægulve i boligerne, og der er indrettet fælles gangarealer og trappeopgange med tæppebelagte gulve og pudsede vægge, som forbinder lejlighederne med de kollektive funktioner.
- Hovedtrapperne er forsynet med elevatorer, der er moderniseret til nutidige krav, så alle etager og fællesarealer er let tilgængelige for ældre beboere, hvilket understøtter husets funktion som senior-kollektivhus.
Servicebygning og fælles funktioner
- Den lave forbindelses- og servicebygning i én etage rummer storkøkken, fælles spisesal, selskabslokaler, vaskeri og andre servicearealer, som organisatorisk og arkitektonisk udgør “hjertet” i det kollektive liv i bebyggelsen.
- Denne rumlige disponering – høje boligblokke kombineret med en lavere “base” med fælles funktioner – viderefører en model fra tidligere kollektivbebyggelser, hvor arkitekturen bevidst understreger forskellen mellem privat bolig og fælles hverdagsfunktioner.